Nansens Fram-ekspedition

Nansens Fram-ekspedition 1893-96 var en ekspedition, som havde som hovedformål at nå den geografiske nordpol. Leder og initiativtager til ekspeditionen var den norske forsker og opdager Fridtjof Nansen, som ville forsøge at udnytte de naturlige øst-vest-strømme i Nordishavet. Til trods for stor skepsis hos andre polarfarere førte Nansen "Fram" til de Nysibiriske øer øst i Nordishavet, lod skibet fryse fast i pakisen, og ventede på, at strømmene skulle fragte skibet mod Nordpolen. Fremdriften i isen var imidlertid ringe og og havstrømmene uforudsigelige. Efter 18 måneder i isen stod det klart for Nansen, at "Fram" ville passere langt fra polpunktet. Han tog en meget dristig beslutning og forlod skibet med et hundespand. Med sig havde han en udvalgt medrejsende, Hjalmar Johansen, og sammen satte de kursen mod Nordpolen. De nåede heller aldrig frem til polpunktet, men de opnåede rekord med en nordlig bredde på 86°13.6'N, før de vendte om og begav sig ud på den lange tilbagerejse over is og vand for at komme i sikkerhed på Frans Josefs land, hvor de overvintrede. Næste forår var de heldige og blev taget op af en anden ishavsekspedition og senere bragt til Norge. I mellemtiden fortsatte "Fram" at drive sydvest over og nåede til sidst Atlanterhavet. Ved et forbavsende held ankom Nansen og Johansen Tromsø blot få dage efter "Fram"s ankomst. Nansen styrkede sin position som nationalhelt efter denne dåd.

Idéen til ekspeditionen opstod efter, at vragrester fra det amerikanske fartøj "Jeannette", som var sunket ud for nordkysten af Sibirien i 1881, blev fundet ud for sydvestkysten af Grønland tre år efter forliset. Vragresterne var åbenbart blevet fragtet over Nordishavet, og måske også over selve polpunktet. Baseret på dette og andre rester, som blev samlede op langs kysten af Grønland, udviklede meteorologen Henrik Mohn en teori om en transpolar strøm. Dette fik Nansen til at tro, at et specialbyget skib kunne blive frosset fast i pakisen og følge de samme strømme, som vragresterne efter "Jeanette", og dermed komme nærmere Nordpolen.

Nansen styrede konstruktionen af fartøjet, som havde afrundet skrog og andre funktioner udviklet for at tåle længere tids tryk fra is. Skibet var sjældent i fare i løbet af perioden i isen og kom uskadt ud efter tre år. De videnskabelige observationer, som blev udført under denne periode, bidrog betydeligt til den nye disciplin oceanografi, som senere blev det vigtigste tema i Nansens videnskabelige arbejde. "Fram"s drift og Nansens rejser med slæde beviste definitivt, at der ikke fandtes nogen væsentlig landmasse mellem de eurasiatiske kontinenter og Nordpolen og bekræftede den generelle karakter af den arktiske region som en dyb, islagt sø. Selv om Nansen trak sig tilbage fra opdagelsesrejser efter denne ekspedition, påvirkede metoderne, han sammen med Johansen havde udviklet for fremdrift og overlevelse, alle de polarekspeditioner, som fulgte de næste tredive år, både i nord og i syd.